Château de Monthelie, Monthelie
"I byen Monthelie mellem Volnay og Meursault blev Château de Monthelie bygget i 1746, og kældrene er som skabt til lagring af vinfade. Passion for vin og kærlighed til denne historiske arv, både slot og markerne i Monthelie og Rully, driver nu tredje og fjerde generation i deres arbejde for at skabe fantastiske vine. Eric de Suremain voksede op her og var med i sin farfar og fars arbejde i vinmarker og kældre – rytmen i vinmarkerne blev hans rytme. I 1978 overtog han familiedomænet, og i 1983 giftede han sig med Dominique, der med lige så stor passion for vin kastede sig ud i både arbejdet i marker og med salget af domænets vine. Fjerde generation, Gwendoline de Suremain, sluttede sig i 2019 til forældrene. Som helt ung arbejdede hun nogle år i restaurationsbranchen, men følte så et stort ønske om at vende tilbage til vinens verden. Hun uddannede sig i Bordeaux i både ledelse af vingårde og sidenhen til ønolog. Under uddannelsen arbejdede hun på Domaine de Chevalier, Léognan. Lidt efter lidt overtager Gwendoline ansvaret for vingården, men far Eric er aldrig langt væk, og deres vision for marker og vine er den samme. Arbejdet for at passe på forfædrenes og børnenes jord "Vi må ikke bare udnytte jorden, men skal ligeledes sørge for, at den ikke forarmes. Sådan fødes Les Grands Vins de Bourgogne!" At have respekt for naturen, for de enkelte parcellers historie, eksposition, jordtype og klimatiske forhold og tilpasse arbejdet herefter er for familien Suremain af største vigtighed. Alle marker er økologisk dyrkede og certificerede, og de arbejder efter biodynamiske principper siden 1996 uden dog at have certifikat på det sidste; det er blot den naturlige måde for dem at arbejde på af respekt for naturen og for at skabe vine af højeste kvalitet. Manuel høst og skånsom vinifikation Alle druer høstes manuelt og fragtes efter en første sortering i marken i små kasser til vinkældrene, hvor druerne sorteres igen, så kun de bedste når frem til vinifikationen, der under hele den alkoholiske fermentation foregår i trætanke. Efter nænsom presning i den vertikale træpresse foregår den malolaktiske fermentation på træfade." Wine.dk