Adega Damm Amandi

"Adega Damm ligger i Amandi-zonen på den del af Sil-floden, der løber stik øst-vest, men zonen er selvfølgelig for stor og omfatter alt for meget i baglandet. Selve Amandi-kommunen dækker de syd- og sydøstvendte skrænter, der ligger helt ned mod floden. Naboområdet hedder Doade. Jeg bliver ærligt talt svimmel ved bare at kigge på fotos. Druen her er selvsagt mencia, men i de gamle marker findes hundrede procent varietale parceller ikke – der er som regel lidt brancellao, merencao og/eller alicante bouschet i blandingen og Martin Damm anvender som trenden siger, men forstandigt, delvis helklaser og taler med tårer i øjnene om håndnedpresning af ”hatten” i gæringskaret. Stokkene er 40, 60… 80 ja i enkelte tilfælde 130 år gamle. Han svovler minimalt, typisk ikke over 25 mg/l og kunne med god ret tilslutte sig enhver naturvinsorganisation, men Adega Damms vine optræder ikke arytmiske eller atonale. Jazz-referencerne fyger over bordet ved gennemsmagningen og det helt relevant. Associationerne er jazzede. Man får lyst til at vippe med knæet, klappe blidt på låret i avanceret multirytmik og du skal ikke blive forskrækket når saxofonen pludselig blæser øregangsrivende dobbelttone eller klaveret flipper på både de høje og lave tangenter. Adega Damms stil er ikke helt så lys som Envinates eller Fedellos do Couto, men heller ikke mørk og dramatisk som Algueira eller Finca Millara, som er de huse jeg i skrivende stund har mest præsente i baghovedet. ”Jeg vil lave vin med personlighed – alle X-faktor-deltagere kan synge med inciterende knækstemme i dag, men de færreste har personlighed”, siger Martin Damm og har ikke noget imod at signalere kunstnerisk tilgang. Stilen er urtekrydret, flere af vinene mindede mig om barolo chinato, den vermouth-agtige drik, som traditionelt indtages efter måltidet i Barolo, men her er dog ingensomhelst kogt note, det er rene trylledrikke, Martin Damms bomærke er en stiliseret drueklase i keltisk streg og det giver mening. Kelterne var der før romerne og en keltisk druide brygger jo drikke, der kan gøre svagelige blege danskere som mig til arrige kampklare monstre – sådan virker de her drikke også. Tørrede appelsinskaller, tørret og røget kød, provokerende, ja nærmest humoristisk anstødelig modstand, modhager, hænger i mundhulen efter indtagelse. Friskhed skriger til himlen, bærrene er nordiske og alkoholprocenten moderat. Jeg er kæmpefan. Priserne er grotesk lave, men det er mængderne desværre også." René Langdahl